Den klassiske: DSBs Wildcard løsning. Her kan du spare 50 % på togrejsen, hvis du rejser lørdag eller mandag til torsdag og 25 % de andre dage. DSB har endda lavet en app, så det nu er meget nemmere at købe billetter, og man dermed også altid har sit wildcard på sig.
En ulempe er dog, at DSB stadig er åndsvagt dyrt. Århus-København på en billigdag (fx torsdag) koster stadig 191 kr., uden pladsbillet. Derudover koster selve Wildcard’et jo omkring 200 kr. for et år.
Dog er det værd at tage med, at man ved køb af billet også har en del buszoner inkluderet i begge ender af rejsen, så man fx ikke behøver at købe billet i bybussen for at komme frem og tilbage til toget.
Den modige: At “blaffe” har fået en gevaldig opgradering siden internettet – slut med at stå med papskilte ved motorvejsnedkørsler (hvilket også er ulovligt..) og ind med at sidde derhjemme og “booke” et lift. Det sker fx på Gomore, eller over Facebook (fx i denne lukkede gruppe).
Det er meget forskelligt, hvad folk tager for et lift, men priserne er typisk mellem 100-150 og sjældnere op til 200 kr.
Jeg har kun hørt gode oplevelser om denne måde at rejse på, men da jeg selv er ret hysterisk med hastigheder og andres kørsel generelt, har jeg ikke selv gjort brug af dette endnu. Men det er da bestemt en god måde at møde nogle nye mennesker og høre nogle spændende historier, måske?
‘The sneaky Bus’: De fleste kender 888 og den nye Rødbillet, men alligevel bliver nogle folk overraskede over, at man faktisk kan komme fra Århus til København for 100 kr! Det er også lidt vildt.. Turen tager mellem 3 og 4 timer, alt efter hvilken afgang og om turen går med færgen via Sjællands Odde eller Fyn. Det kan godt betale sig at tjekke begge sider, da de hver især er billige på forskellige tidspunkter. Rødbillet bookes her og 888 via Abildskou her.
Håber du kan bruge det til noget – jeg hører gerne fra dig, hvis du har et tip til en billig rejse mellem Aarhus og København 🙂
Jeg tænkte, at jeg ville forfatte et (lidt langt) indlæg med nogle ting, som jeg gerne ville have vidst, inden jeg selv startede på mit studie:
1) Det er hårdt arbejde!
Uanset hvor nemt du havde det i gymnasiet, skal du forberede dig på at arbejde hårdt på din videregående uddannelse – og her taler jeg af min egen “formerly known as frk. 11-tal” erfaring.
I gymnasiet fik man især gode karakter ved at deltage, være aktiv, turde byde ind osv., også selvom du ikke havde læst. Men det hjælper dig altså ikke, når du på Uni sidder til en 4 timers skriftlig eksamen, uden hjælpemidler, anonymiseret af dit eksamensnummer og skal svare på, hvad hermaneutik og positivisme indebærer.. eller hvad ved jeg (jeg dumpede vist i øvrigt den eksamen). Men hvor tiltalende det end måtte være, kan du ikke tilføje følgende nederst i din besvarelse “det er mig, som er hende den søde, der altid sidder foran med hånden oppe, og tager kaffe med til dig fra pausen….” Ikke at jeg har gjort det, naturligvis ikke, men jeg er ret overbevist om, at det ville være ildeset 😉
2) De andre synes også det er hårdt arbejde!
Der er enkelte på studiet som bare synes at storme fremad, flå 12-tallerne ned fra hylderne og leve det fede studieliv udadtil, imens du sveder i ugevis for at få et 7-tal. Men ved du hvad? Sådan er det bare! Mennesker er forskellige, nogle er mestre i at gå til mundtlige eksaminer, andre har klæbehjerne og andre igen skal arbejde rigtig, rigtig hårdt for at opnå topkarakterer. Men sidstnævnte omfatter heldigvis flertallet – du er ikke alene om at have det hårdt, langt de fleste har de ligesådan.
3) Det er ok at sige fra – du har travlt.
Familie og venner som ikke selv har erfaring med videregående uddannelser, kan godt have svært ved at forstå, hvorfor du ikke lige har tid til en middag, en børnefødselsdag eller en bytur – men du er den eneste som ved, hvor meget du skal have lavet, hvor godt du er med, og det er sjovt nok også kun dig, som det går ud over, hvis du kommer bagud, fordi du ikke siger fra. Det er ok at sige fra. Jeg har heldigvis selv en forstående familie og nogle dejlige venner, men jeg hører fra mange medstuderende, at det ofte er ligeså meget presset fra familien og ‘den evige dårlige samvittighed’ som gør det svært. Vær åben, sig du har for travlt, sig du ellers hjertens gerne ville, og sig bestemt fra, hvis nogen forsøger at give dig dårlig samvittighed, det er ikke ok.
4) Det er ok at sige ‘ikke i dag’ – du ER fattig!
De fleste studerende har omkring 1500 kr at leve for (mad, tøj, byture, gaver..) når alle regninger er betalt. Derfor er det HELT OK at sige, at man ikke har råd – i alle situationer!
Ofte føles det pinligt at indrømme, at man ikke har så mange penge, og at det er derfor, at man siger nej. Men du er altså i samme båd som langt de fleste andre studerende, og der er intet pinligt i det! For filan – du lever jo fattigt nu, i håb om at betale topskat inden du fylder 30, ikke? ..eller.. 🙂
Men derudover kan det være en fantastisk mulighed for at få åbnet op for snakken i vennegruppen om, at ting ikke altid behøver at være dyre, for at være sjove. Nogle af de sjoveste fester vi har holdt, har involveret billig hvidvin (Pisporter, anyone?), slavevodka & juice og musik fra en mobiltelefon 😉
5) Lad være med at lade dig påvirke!
Her tænker jeg ikke kun på medierne, som man skulle tro, bliver betalt for at få dig til at tro, at du er mentalt handicappet, hvis du forlænger dit studie med så meget som ét minut.
Ofte kommer der også mere eller mindre gode, omend velmente råd fra familie og venner, som har set eller hørt et sted, at man altså SKAL have et studiejob som er relevant, at man altså SKAL søge job minimum et år før man er færdig og at man SKAL have 12-taller overalt. Stop! Lad være med at lade dig påvirke – smil og sig tak, men brug i stedet studievejlederne på skolen, de ældre medstuderende, og evt. nogle, som allerede arbejder inden for dit fag.
De fleste studier holder foredragsaftener med alle mulige og umulige foredragsholdere, ligesom der findes et hav af foreninger og A-kasser, som du kan være gratis (eller ihvertfald billigt) medlem af som studerende, fx DJØF som dækker min retning. Jeg får jævnligt mails herfra med diverse tilbud om kurser, foredrag osv.
Men lyt til dig selv også. Hvis du føler dine eksaminer er for mange, så udskyd nogle. Tag et fag på summerschool, hvis du kan, så du har mere tid i løbet af året – gør, hvad DU føler er det rigtige!
6) Husk at nyde det..
Selvom det er hårdt, fattigt og til tider ensomt, er studielivet også fuldstændigt fantastisk! Medmindre du stiler mod en karriere på kanten af samfundet, vil du aldrig, aldrig, igen opleve samme grad af frihed!
Jeg ved godt, at det ikke er tilfældet på alle uddannelser, men det gælder ihvertfald for langt de fleste lange videregående uddannelser på Universitet, at man kan tage det som selvstudie, dvs. møde op til de timer man vil, læse alene når man hellere vil det, og bare tilrettelægge sine dage, som det passer én. Det er fantastisk!
Dertil kommer også, at det er de færreste arbejdsgivere, som vil acceptere, at du møder ind 20 min for sent på en tirsdag med røde øjne og en lang hale af spritånde efter dig. Min skatteretsforelæser i den anden ende af auditoriet var ret ligeglad…
![]() |
3 par nye sandaler – i alt 90,- |
![]() |
Semi-slangemønstrede i en rigtig fin brunlig nuance og kork-kilehæl, 30 kr. |
![]() |
De er meget små i størrelsen, så jeg måtte have en 42 (!) selvom jeg er en 39. |
![]() |
Brede remme i cognacfarvet læder med lav kilehæl, 30 kr. |
![]() |
Sorte læderremme og flad sål, 30 kr. |
Faldt lige over denne hjemmeside, coffeeandwifi.dk, som ved hjælp af din lokalitet kan fortælle dig, hvor i nærheden du kan få kaffe og gratis Wifi. Smart, ikke?
![]() |
De små orange ikoner angiver, hvor der er gratis Wifi |
På siden er det også muligt, selv at anbefale cafeer med gratis Wifi, så der kan komme endnu mere liv i kortet.