Jeg sidder netop nu i toget på vej mod Fyn for at tage hul på årets julefejringer.
I min familie bliver det til tre styks i år – en før-julefrokost i dag med min mors side af familien, hvor der skal spises konfekt og spilles pakkespil (… og nu kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt min gave!), en Lillejuleaften 23. december, hvor min kæreste og jeg holder jul sammen hos mine forældre, og så den “rigtige” juleaften 24. december. Hele tre styks, og så er jeg ikke engang skilsmissebarn.
Nå, men i den anledning sidder jeg lidt og tænker over, hvilke af de gaver som jeg har fået gennem tiden, jeg egentlig er blevet gladest for. Det er sådan, at jeg er kørt lidt (meget) træt i julegave-ræset, og derfor ikke giver gaver i år. Okay, det har måske også en lille smule at gøre med, at der lige var et hul mellem sidste SU i November og første dagpengeudbetaling i januar.. Verdammt!
Men kender I det, at man kan få en fornemmelse af, at hele julegave-ræset kun handler om at give hinanden bestillingslister forklædt som ønskesedler, hvor man hver især har skrevet nøjagtigt, hvad man gerne vil have/forventer, at der ligger under træet? Som i “den trøje, i den farve, i den størrelse, fås i den butik“?
