KirLir

(læs første og andet afsnit)

…Så jeg var altså blevet sat af taxaen med et karriere-råd i bagagen, og nu var der kun tilbage at tage skridtet indenfor.

Inden for i den store bygning blev jeg mødt af en storsmilende kvinde med en stak papirer under armen. Hun præsenterede sig som den ene interviewer, og vi gik ind i et mødelokale. Flashforward 20 sekunder, og jeg har spildt en kvart kande vand på bordet… Så er vi ligesom igang!

Var jeg nervøs ved samtalen? Ja. Mere er der faktisk ikke at sige til det. Jeg er ikke god i situationer, hvor “eneste” formål er at vurdere mig, som det jo er pointen både til eksamen og i et interview. De to interviewere var SØDE (med krymmel på), spørgsmålene var selvfølgelig relevante og slet ikke onde (“hvor mange mønter kan der være i dette rum” var ikke et issue, ej heller “sælg mig denne kaffekande”), men de kunne have overhældt mig med kattekillinger og chips, og jeg havde stadig været ubehageligt til mode. Sådan er det bare.

Men var jeg alligevel også go’? Det syntes jeg bestemt, lige da jeg gik ud derfra ihvertfald. Trods nervøsiteten følte jeg faktisk, at det var gået godt! Da jeg var hjemme igen tre timer senere – not so much. Damn you, refleksion!

Men blev jeg så indkaldt til anden samtale? Nej.

Øv! Tja, det er som man tager det. Uanset hvad, er en jobsamtale altid en værdifuld erfaring, som man kan bruge videre…. Og derudover er jeg nu egentlig godt tilfreds med, at jeg fik dem overbevist i første hug og skal starte snarest muligt… Det vil sige i morgen, tirsdag.

Hurra!!!! Jeg fik det!!

Jeg er SÅ glad, spændt og fuld af forventninger! Jobbet lyder virkelig fedt, lige i min boldgade, og min nye chef virker både dygtig og ikke mindst sød – mere kan man jo ikke forlange:)

Jeg holder for mig selv, hvor jobbet er henne, da jeg ikke ser det som en del af bloggen. Men vid, at jeg har fået et job, et rigtig godt job, og at jeg er SUPER GLAD!!

Og i weekenden blev det selvfølgelig fejret – Hvad siger “juhuuu, jeg er voksen” bedre end mini-burgere og fadøl? Ikke meget, hvis I spørger mig.

Rodizio på Clemensbro i Aarhus.

Waxies ved Telefontorvet og Busgaden i Aarhus – ofte med livemusik, altid med god stemning.

(Forsættelse af dette indlæg)

Nå, jeg skylder jer vist en lille opfølger på mit hemmelighedskræmmeri i torsdags. I har helt bestemt gættet, at jeg var til min første jobsamtale, men hvordan gik det egentlig?

Var det hårdt at stå op kl 04.30? Nej, egentlig ikke – til gengæld var det ret hårdt ikke at kunne falde i søvn før kl 2, fordi der var bevingede djævledyr, der flaksede rundt i min mave.

Nåede jeg bussen kl 05.59? Ja, på et hængende hår. Morgenbusser har åbenbart et lidt mere løst forhold til køreplaner, og i kombination med nul trafik, gælder det om at stå (Xtra!) tidligt op som passager (hø hø). Til gengæld fik jeg et indblik i det mytiske sammenhold, som åbenbart eksisterer blandt ekstreme pendlere – folk siger sgu’ godmorgen til hinanden ved bussen kl 6, og man får lige et anerkendende nik fra de andre pendlere, som signalerer ‘velkommen i klubben’. Jamen hallo! Hvor tit er det lige sket i mine syv år i Århus, at folk ved bussen hilser? Det er sådan noget man gør på Fyn.. på landet..

Men faldt jeg i søvn i bussen, i toget eller i det andet tog? FUCK no! Jeg var lysvågen og terpede mine noter igennem, som en ægte champ! Til gengæld diskuterede jeg frem og tilbage med en pige på Vejle banegård, om hun skulle have lov til at gå med mig ind på betalingstoilettet.. Jeg forstod vitterligt ikke, hvorfor hun var så insisterende på, at hun skulle med mig ind i stedet for at tage imod den to-krone, jeg tilbød hende, så hun kunne gå ind selv bagefter… Til sidst gik det op for mig, at man i Vejle har tre toiletbåse gemt bag betalingsdøren, og at hun bare ville bruge spejlet.. Jøsses! Det er fandme ikke nemt at være så lækker, at man altid tror, at folk vil med én ind på toilettet.. Kiks, Kir!

Hvad så med taxaen? faldt jeg i søvn i taxaen?..er der overhovedet taxaer så langt inde i Jylland? Jeps, det er der. Jeg begyndte at gå frem og tilbage foran banegården i destinationsbyen for at få den lille prik på GPS’en til at flytte sig, så jeg kunne se, hvilken vej jeg skulle gå, da jeg var i alt for god tid og i øvrigt også er nærigt anlagt. En mandestemme bag en åben taxadør råbte til mig “Hvis du er på vej til  virksomhedens navn, så går du altså den forkerte vej..” Okay, stemplet som corporate fra morgenstunden – helt ok! Hvis samtalen skulle gå dårligt, ville der i det mindste have været ét menneske i løbet af dagen, som godt kunne se mig passe ind… På vej til virksomheden fik jeg lidt karriererådgivning af førnævnte taxachauffør “Hvis du gerne vil tjene penge i den her by, så skal du køre taxa”. Store ord, tænkte jeg. Især fordi jeg ikke havde set andre end mig på banegården.. Eller på fortovet.. “Jeg kan sige dig helt sikkert – der er ikke nogen ude ved virksomhedens navn, som tjener mere end mig!”. Jeg gav ham 6 kr i drikkepenge, det er aldrig sket før, så måske han har ret?

Jeg steg ud af taxaen og stod nu foran en stor, flot bygning og fik lidt samme følelse, som havde jeg været på vej til eksamen i mundtlig Formueret, eller hvad end der nu giver én lyst til at teleportere sig hjem til sin seng og missekat! Men nej – Nu var det nu!

(fortsættelse følger)