Tag Archives: Jobsøgning

Forresten, så er der sket en masse…

Jeg har sagt op. 

Jeg har sagt farvel til mine gode kollegaer gennem 8 måneder. Det var ikke sjovt. Jeg føler, at jeg svigter nogle mennesker, som jeg godt kan li’. Men det er for mit eget bedste.

Jeg startede på et nyt job i torsdags

De gav mig både blomster i krukke og vase og mit helt eget kaffekrus.

Vi drikker meget kaffe.

Jeg er glad.

De gav mig også en arbejdstelefon. Jeg tænkte øv.

Men telefonen ligger i skuffen på kontoret, når jeg har fri, og er egentlig mest til, hvis jeg gerne vil arbejde hjemme.IMG_0418

Nick købte Toblerone og Kinder til mig i Tyskland samme dag. Han kender mig vist.

IMG_0417Jeg er rigtig glad.

Jeg vil meget gerne fortælle mere, men det har været en laaaaaang uge, så jeg er lidt træt. Og ja, jeg har fået de første jokes om, at mit første bonusmål vel bliver, at finde 6,2 milliarder. Men det skulle jeg nu nok kunne klare ovenpå sådan en Toblerone 😉

Tagged , , ,

Uh, Secrets #3

(læs første og andet afsnit)

…Så jeg var altså blevet sat af taxaen med et karriere-råd i bagagen, og nu var der kun tilbage at tage skridtet indenfor.

Inden for i den store bygning blev jeg mødt af en storsmilende kvinde med en stak papirer under armen. Hun præsenterede sig som den ene interviewer, og vi gik ind i et mødelokale. Flashforward 20 sekunder, og jeg har spildt en kvart kande vand på bordet… Så er vi ligesom igang!

Var jeg nervøs ved samtalen? Ja. Mere er der faktisk ikke at sige til det. Jeg er ikke god i situationer, hvor “eneste” formål er at vurdere mig, som det jo er pointen både til eksamen og i et interview. De to interviewere var SØDE (med krymmel på), spørgsmålene var selvfølgelig relevante og slet ikke onde (“hvor mange mønter kan der være i dette rum” var ikke et issue, ej heller “sælg mig denne kaffekande”), men de kunne have overhældt mig med kattekillinger og chips, og jeg havde stadig været ubehageligt til mode. Sådan er det bare.

Men var jeg alligevel også go’? Det syntes jeg bestemt, lige da jeg gik ud derfra ihvertfald. Trods nervøsiteten følte jeg faktisk, at det var gået godt! Da jeg var hjemme igen tre timer senere – not so much. Damn you, refleksion!

Men blev jeg så indkaldt til anden samtale? Nej.

Øv! Tja, det er som man tager det. Uanset hvad, er en jobsamtale altid en værdifuld erfaring, som man kan bruge videre…. Og derudover er jeg nu egentlig godt tilfreds med, at jeg fik dem overbevist i første hug og skal starte snarest muligt… Det vil sige i morgen, tirsdag.

Hurra!!!! Jeg fik det!!

Jeg er SÅ glad, spændt og fuld af forventninger! Jobbet lyder virkelig fedt, lige i min boldgade, og min nye chef virker både dygtig og ikke mindst sød – mere kan man jo ikke forlange:)

Jeg holder for mig selv, hvor jobbet er henne, da jeg ikke ser det som en del af bloggen. Men vid, at jeg har fået et job, et rigtig godt job, og at jeg er SUPER GLAD!!

Og i weekenden blev det selvfølgelig fejret – Hvad siger “juhuuu, jeg er voksen” bedre end mini-burgere og fadøl? Ikke meget, hvis I spørger mig.

Rodizio på Clemensbro i Aarhus.

Rodizio på Clemensbro i Aarhus.

Waxies ved Telefontorvet og Busgaden i Aarhus

Waxies ved Telefontorvet og Busgaden i Aarhus – ofte med livemusik, altid med god stemning.

Tagged , ,

Uh, Secrets #2

(Forsættelse af dette indlæg)

Nå, jeg skylder jer vist en lille opfølger på mit hemmelighedskræmmeri i torsdags. I har helt bestemt gættet, at jeg var til min første jobsamtale, men hvordan gik det egentlig?

Var det hårdt at stå op kl 04.30? Nej, egentlig ikke – til gengæld var det ret hårdt ikke at kunne falde i søvn før kl 2, fordi der var bevingede djævledyr, der flaksede rundt i min mave.

Nåede jeg bussen kl 05.59? Ja, på et hængende hår. Morgenbusser har åbenbart et lidt mere løst forhold til køreplaner, og i kombination med nul trafik, gælder det om at stå (Xtra!) tidligt op som passager (hø hø). Til gengæld fik jeg et indblik i det mytiske sammenhold, som åbenbart eksisterer blandt ekstreme pendlere – folk siger sgu’ godmorgen til hinanden ved bussen kl 6, og man får lige et anerkendende nik fra de andre pendlere, som signalerer ‘velkommen i klubben’. Jamen hallo! Hvor tit er det lige sket i mine syv år i Århus, at folk ved bussen hilser? Det er sådan noget man gør på Fyn.. på landet..

Men faldt jeg i søvn i bussen, i toget eller i det andet tog? FUCK no! Jeg var lysvågen og terpede mine noter igennem, som en ægte champ! Til gengæld diskuterede jeg frem og tilbage med en pige på Vejle banegård, om hun skulle have lov til at gå med mig ind på betalingstoilettet.. Jeg forstod vitterligt ikke, hvorfor hun var så insisterende på, at hun skulle med mig ind i stedet for at tage imod den to-krone, jeg tilbød hende, så hun kunne gå ind selv bagefter… Til sidst gik det op for mig, at man i Vejle har tre toiletbåse gemt bag betalingsdøren, og at hun bare ville bruge spejlet.. Jøsses! Det er fandme ikke nemt at være så lækker, at man altid tror, at folk vil med én ind på toilettet.. Kiks, Kir!

Hvad så med taxaen? faldt jeg i søvn i taxaen?..er der overhovedet taxaer så langt inde i Jylland? Jeps, det er der. Jeg begyndte at gå frem og tilbage foran banegården i destinationsbyen for at få den lille prik på GPS’en til at flytte sig, så jeg kunne se, hvilken vej jeg skulle gå, da jeg var i alt for god tid og i øvrigt også er nærigt anlagt. En mandestemme bag en åben taxadør råbte til mig “Hvis du er på vej til  virksomhedens navn, så går du altså den forkerte vej..” Okay, stemplet som corporate fra morgenstunden – helt ok! Hvis samtalen skulle gå dårligt, ville der i det mindste have været ét menneske i løbet af dagen, som godt kunne se mig passe ind… På vej til virksomheden fik jeg lidt karriererådgivning af førnævnte taxachauffør “Hvis du gerne vil tjene penge i den her by, så skal du køre taxa”. Store ord, tænkte jeg. Især fordi jeg ikke havde set andre end mig på banegården.. Eller på fortovet.. “Jeg kan sige dig helt sikkert – der er ikke nogen ude ved virksomhedens navn, som tjener mere end mig!”. Jeg gav ham 6 kr i drikkepenge, det er aldrig sket før, så måske han har ret?

Jeg steg ud af taxaen og stod nu foran en stor, flot bygning og fik lidt samme følelse, som havde jeg været på vej til eksamen i mundtlig Formueret, eller hvad end der nu giver én lyst til at teleportere sig hjem til sin seng og missekat! Men nej – Nu var det nu!

 

KirogJoey

(fortsættelse følger)

Tagged , ,

Uh, Secrets! #1

Dette indlæg er automatisk lagt til at blive udgivet i dag kl 05.59, men det er skrevet aftenen forinden (wow, ‘dem technical skills)…

Bare rolig, der er en pointe, det er ikke bare for at være irriterende – Hvorfor netop kl. 05.59? og hvorfor netop i dag?

Fordi jeg på præcis det klokkeslæt meget gerne skulle blive samlet op af en bus på en kold, mørk og (muligvis) regnvåd vej lidt uden for Århus.

Bussen skal køre mig til en station, hvorfra jeg skal tage et tog, som skal køre mig til en ny station og flere timer efter starten,  stiger jeg forhåbentligt ud af en taxa foran en meget stor bygning.

Hvad der skal foregå derinde, bliver interessant. I bedste fald hverdags-omvæltende, når jeg altså er ovre de klamme håndflader og en masse øøøøøh’er, og i værste fald kommer der nu nok alligevel endnu et hemmelighedsfuldt blog-indlæg ud af det, hvis ikke andet.

Den sidste uge har mit hoved været fuld af følgende:

  • Hvordan er det egentlig at stå op kl 04.30?
  • ..Clio eller Polo?
  • I’m so EXCITED!!!!!!!!!… But I don’t want to jinx it!
  • ..Amerikansk ambitiøs eller dansk jante?

Så hvis du læser dette torsdag kl ca. 9.00, så må du gerne sende mig en tanke og gerne krydse fingre for, at jeg ikke bare er faldet i søvn i en bus, i et tog, i et andet tog eller i en taxa et sted i det dybe, mørke Jylland. For hvis jeg er vågen, i live og i mit es, så er der en god chance for, at denne dag bliver ualmindeligt god.

 

Planner

(Fortsættelse følger)

 

Tagged , , ,

Hvordan jobsøgning relaterer sig til Steen og Stoffer

Jeg er stor fan af Steen og Stoffer, som er Bill Watersons tegneserie om en lille dreng og hans tøjtiger, og jeg vil gerne fortælle hvorfor – jeg har altid kunnet relatere, på alle tidspunkter i mit liv.

Da jeg var barn, kunne jeg relatere, fordi jeg selv mente, at mine tøjdyr var levende, og jeg syntes det var uendeligt sjovt, når Steen beskrev sin mad som orme, grønt slim eller kun ville spise grøntsager, hvis han troede, at det var giftaffald.

Af Bill Waterson

Af Bill Waterson

Senere, i takt med at jeg blev ældre, var der flere og flere af pointerne, som gik op for mig, og jeg kunne relatere til Steen og hans tøjtiger på en helt ny måde, selvom jeg dog endnu ikke har haft modet til at anvende Steens teknikker i nogen af mine eksamener.

Af Bill Waterson

Af Bill Waterson

Og nu, hvor jeg står på “den gode side” af studiet og er færdiguddannet, kan jeg endnu engang relatere til Steen og Stoffer, da min nuværende hovedbeskæftigelse, jobsøgning, minder uendelig meget om ét langt spil Stofferbold. Continue reading

Tagged , , , , , ,

Første møde med det virkelige liv

De seneste dage har jeg haft fornøjelsen af at blive introduceret til SYSTEMET i form af “fælles-runde-info-præsentations-spørgsmålsmareridts-møde” i både min A-kasse og på kommunens jobcenter. Jeg har ét ord til jer – Jøsses.

Okay, her kommer lidt flere: Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg nu føler mig som en sprængfarlig bombe pakket med motivation, arbejdsiver og de vildeste værktøjer til at gå ud og få mig det fede job i morgen, men ak. Der er altså ikke særligt meget motiverende ved at sidde og høre de første 15 mennesker sige “jeg brænder virkelig for at…” mens de er helt døde i øjnene, og har en let grå ansigtskulør og holdning som om, at alt gnist og håb har forladt dem.

Nogle af dem, som var til stede den ene dag, har været ledige i lang tid. Enkelte i rigtig lang tid, og det er som om, at varigheden af ledighedsperioden er proportionel med, hvor meget man har til fælles med aske. Øv.

I må ikke opfatte det som, at jeg taler ned om de andre på mødet, for dem hepper jeg selvfølgelig på, men jeg tænker, at der må være noget galt med systemet, og jeg fik helt klart styrket min fornemmelse af, at man skal så hurtigt ud på den anden side som muligt. Jeg tror, en lille del af mig fornemmer en flig af sandhed i flosklen “at være arbejdsløs er det hårdeste job”, ihvertfald i forhold til ens psyke og selvbillede. Tænk bare, hvor stor forskel der egentlig er på at sige “jeg er studerende” og dagen efter at sige “jeg er arbejdsløs”. Men samtidig er det vel også et spørgsmål om, hvad man gør det til. Jeg er stadig der, hvor jeg laver sjov med, at jeg skal sidde på en bænk og drikke øl hele dagen, men er det også min tilgang om en måned? Om tre?

Ægte cola

Trængte til en cola efter Jobcentret #proletar #hvabehar

I dag er det kun tre uger siden, at jeg fik min kandidat, og jeg er stadig så “ny”, at jeg endnu ikke har modtaget svar på nogen af de sendte ansøgninger (det får man så heller ikke altid, har jeg hørt) men jeg håber ikke, at jeg når alt for langt på aske-skalaen, inden jeg kommer i job. I så fald satser jeg på at lave en Fugl Fønix og genopstå i en bedre udgave 😉

Hvis nogen af jer sidder med tanker/erfaringer om jobsøgning osv., så del endelig i kommentarfeltet

(bloggen er ikke korrekt på bloglovin endnu, men jeg arbejder på sagen)

 

Tagged