Tag Archives: Food

Review food: Anmeldelse af Sei Sei Sushi, Trøjborg

Til Århus-folket: Der er åbnet ny sushi restaurant på Trøjborg, og de kører en sweetdeal i øjeblikket. Vi var to forbi i torsdags, og det kan du læse kort om her.

Det er dejligt med nye restauranter i byen, da man nogle gange godt kan føle, at man kender alle restauranterne i byen, om man så har besøgt dem eller ej. Et minus ved nye restauranter er bare, at det er svært at finde information om, hvorvidt et besøg er pengene værd – vi er jo nogle, som er kontrolfreaks og nærige i samme omgang… øv.

Om ikke andet valgte vi i torsdags at tage chancen og betale 2 x 124 kr. for 2 x 20 stykker blandet sushi hos nyåbnede Sei Sei på Trøjborg. Dette var, hvad vi fik serveret:

 

 

Blandet sushi fra Sei Sei

Blandet sushi fra Sei Sei

En træplade med blandet sushi – 4 nigiri’er, to med laks, hvoraf den ene var grillet ovenpå, en med reje og en med tun. Resten af rullerne var forskellige af indhold og topping – nogle var med laks, avocado og cream cheese, andre med reje eller tun, agurk osv.

Fælles for alle var, at de havde en rigtig god størrelse (kender I det, at man er ved at blive kvalt, fordi sushi’en er på størrelse med tennisbolde? Not cool), de smagte SKØNT og fisken smagte friskt og let.

Hot Maki og Uramaki

Hot Maki og Uramaki

De orange stykker, kaldet Hot Maki, er åbenbart ren FN, da det er “Rusland møder Japan” i form af en omvendt (udvendig?) Maki, hvor der ovenpå ligger let spicy, varm topping – det var klart de bedste stykker – flere af dem, tak!

Nigiri, wasabi og ingefær

Nigiri, wasabi og ingefær

Alt i alt var sushi’en rigtig lækker, og betjeningen var sød og venlig. Umiddelbart vil jeg nok anbefale at tage sushi’en som take-away, da stedet er meget nyt og derfor mangler lidt rutine og hygge – flere vinkekatte i vinduet kunne dog godt få mig på andre tanker. Generelt mangler der vinkekatte i mit liv.

Men alt i alt en fin oplevelse, og jeg kommer gerne igen efter take-away sushi!

Tagged , , , , , ,

OPSKRIFT: “Tizza Rolls” med frisk spinat

Hvis du savner inspiration til lidt nem søndagsmad, så kommer den her – en af mine yndlingsopskrifter på hjemmegjort fastfood – Tizza Rolls.

Tizza pre-roll

Tizza pre-roll

Det er i princippet en form for pizza, men eftersom bunden er udgjort af tortilla wraps, har jeg navngivet retten “Tizza” efterfulgt af “Rolls”, fordi de skal rulles… Er det bare mig, eller skinner genialiteten igennem her? 😉

Nå, vi kan jo ikke sidde og klappe mine skuldre hele dagen (jo vi kan), så her kommer verdens nemmeste opskrift på lækker søndagsmad.

What you need:

  • 1 pk. tortilla wraps, medium str.
  • Pizzasovs – færdiglavet (eller hjemmegjort af hakkede tomater, puré og krydderier)
  • Ost, fx cheddar eller mozzarella
  • Frisk spinat
  • Diverse fyld efter eget valg

Continue reading

Tagged , , , , , , ,

OPSKRIFT: Boller med kerner, gulerod og squash

I dag hygger jeg med at bage lidt boller, inden mine forældre kommer på besøg – bollerne er super lækre og rigtig gode til madpakken flere dage efter 🙂

Opskriften er hjemmegjort – håber den kan læses, ellers skal jeg nok svare på kommentarer. De 13 mins bagetid skal selvfølgelig moderes alt efter ovn og størrelsen på bollerne, og man behøver ikke lade dejen hæve i køleskab. Bollerne bliver også gode, hvis man stiller dem til hævning på køkkenbordet med film over i ca en time inden bagning.
Bon appetit! 
Tagged , ,

Restaurant KÖD i Århus – en facebookhistorie

fra KÖDs facebookside

Der åbner snart en ny restaurant i Århus, hvilket nok ikke er nogen nyhed i sig selv, da det sker tit. Nyheden denne gang ligger i stedet i, at den nye restaurant KÖD allerede har fået utallige dårlige anmeldelser – vel at mærke uden at der er blevet langet en eneste tallerken over disken!

Hvad sker der for det? Tja, det er såmænd diverse ‘Animal Rights’ forkæmpere, som er trukket i trøjen og har besluttet, at KÖD skal dø ved kølle inden fødslen, alene fordi de har besluttet sig for at servere.. wait for it… KØD (gisp!) i deres nye restaurant. Hvad? KØD?? I en RESTAURANT?? I ÅRHUS? Det gør vi ikke her!!

Aarhus Update har den seneste tid skrevet denne og denne artikel om det, som vist bedst kan betegnes som en regulær hetz mod en ny virksomhed i byen, som endnu ikke har haft en chance for at vise, hvad de kan og vil.

Selve krigen er hovedsagligt foregået på KÖDs facebookside, og her kan I få et lille udsnit af, hvad vegetarer og veganere for tiden mener om kød og restauranter, som formaster sig til at servere dette (hope you brought popcorn…)

Lig og indvolde der smiler? Det var faktisk lige før,
at jeg ville betale penge for at se en smilende blindtarm
More meat for me then..
Tvivler på, at det ville sælge..

Vi bliver syge og dør? Øøøh, Vi skal alle dø, også du,
men højst sandsynligt ikke af en kød-relateret sygdom.

Åbn dog selv en vegetarrestaurant..

Hønsemens og bibræk? Taler du om æg og honning?
Og nej, jeg gad ikke have bloglinket med..

Nice comeback!
Kød? Burde kød forbydes? Eller restauranter?
Eller folk som spiser noget andet end du?
Held og lykke med det.
Jeg bryder mig heller ikke om Elvis,
som jeg kan se på din facebook, at du kan lide.
Jeg synes du skal høre noget andet musik.
Kød ER mad, det er parterede kadavere,
som bliver tilberedt efter ønske.
Saftige, lækre, kadavere.

And look at all the fucks I give.
Svin i skiver, svin i strimler, svin i guirlander..
Nej, vel?
Nok bare en lækker bøf på en tallerken.
Den korte version må dermed være: Kød er vold, død avler død, vi bliver syge og dør, og der er døde dyr i lange baner.. Hvem havde troet, at en ny restaurant kunne vække så mange følelser i folk? 
Heldigvis for KÖD har al den negative omtale avlet kæmpe opmærksomhed og opbakning. Jeg tæller 10-15 positive opslag på facebook for hvert veganer-skrig, og de melder alt udsolgt i åbningsweekenden, som er fredag 15. august. Så kan man vist godt tale om, at noget har bidt veganerne i røven… Egentlig ret ironisk, ikke?
Der kan bookes bord her, og bare lige for at få det på plads:
I øvrigt har Århus omkring 400 restauranter, som alle serverer kød i en eller anden form, og kun 6 udelukkende vegetariske restauranter i Midtbyen i følge dansk vegetarforening og kortet her.
Hvorfor det så lige skal gå ud over KÖD er ikke til at sige, men jeg er ihvertfald spændt på at besøge restauranten, som jeg nok ikke havde opdaget, hvis ikke veganerne havde skreget i kor.

Tagged ,

Bedste Burger i Århus??

Ja, som overskriften lyder – hvor finder man den bedste burger i Århus??

Lad os bare springe McD, Burger King og Sunset Boulevard over – det giver ikke rigtig mening, at have dem med her.
Men jeg vil godt lige give en helt kort beskrivelse af de to steder i byen, hvor jeg har fået den bedste burger!

fra sharkspoolhall.dk

Sharks Diner – Amerikansk diner atmosfære for alle pengene, og det er ikke mange (altså penge)! Indretningen er gennemført, betjeningen er hurtig og smilende, maden er ikke dyr og den sidder lige i skabet i forhold til konceptet. Det er virkelig lækkert, at deres burgermenu er bygget op sådan, at man først vælger hvilken slags burger, dernæst hvilken slags kartoffel og til sidst hvilken slags dipping. Der er rigtig god mulighed for at variere, og der er helt sikkert noget for enhver smag!
Dineren ligger på Frederiksgade 25 – oven på Tiger.

fra carlton.dk

Restaurant Carlton – her slipper du for slasket agurk og våd tomat! Det var egentlig en ret simpel burger, opbygget med pickles, rødløg og cheddar og diverse dressings. Den var virkelig god! Er man til pomfritter, er der også nogle super lækre med som tilbehør. Der var også en hyggelig atmosfære på restauranten, men man kan godt liiidt få fornemmelsen af, at der egentlig er lidt for fint til at blive serveret burgere, men så kan man selvfølgelig også bare tjekke resten af menuen ud, som også så virkelig lækker ud!
Restauranten ligger på Rosensgade 23, lige ud til torvet.

Min favorit er klart Sharks, men hvor det nok mest er et frokoststed, fx i forbindelse med en shoppetur, ville jeg vælge Carlton til aftenhygge med burger i lidt mere rolige omgivelser.

Kender du nogle burgersteder i Århus, som er et besøg værd?

Tagged ,

Opskrift: Oreo Frappo / Oreo Milkshake !!

Min kæreste og jeg blev inspirerede af ‘Kong Kaffe’ i Bruuns Galleri på vores lille shoppetur lørdag formiddag, for de havde nemlig “Frappo Oreo” på menukortet, og vi lurede af, hvordan man laver en sådan.

Så her kommer der en SUPERnem opskrift på en rigtig lækker “Frappo Oreo” !

  1. Fyld et STORT glas 3/4 med knust is
  2. Hæld sødmælk i glasset til isen er dækket (det kan også være let- eller minimælk, men ikke hvis du ved hvad der er godt…)
  3. Put ca. 2 spsk Nesquick i glasset, alt efter hvor meget kakaosmag du kan li’.
  4. Put det hele i blenderen sammen med to Oreo kiks, og blend til kiksene er knust
  5. Hæld tilbage i glasset, og top med flødeskum… Mmmmm!
Det er lækkert, ikk? 🙂
SU-tip: Oreos kan jo godt være lidt dyre.. Men i Lidl kan man få nogle kiks, “NEO”, som kommer i en rød indpakning, og de er nøjagtigt magen til, bare meget billigere!
Tagged , ,

Opskrift: Gratineret Pasta Ratatouille


Jeg har fundet på en ret! Juhuuu! Og den er altså bare så god, at jeg er nødt til at dele den 🙂

Den er rigtig lækker og ikke særligt svær at lave, og så er den fuld af skønne grøntsager.

Jeg har haft rimelig svært ved at finde på et navn til retten, udover “lækker grøntsagsret med oksekød og pasta”, så for nu hedder den ‘Gratineret Pasta Ratatouille’, for det kunne godt være liiiidt derhenefter, bare tilsat nogle andre ting også, og så lyder ‘Ratatouille’ altså bare godt 🙂


What you need:

3 fed hvidløg
1 frisk chili
500 g oksekød
1 spsk oregano
1 tsk salt
1 tsk peber
1 squash/courgette
1 aubergine
1 rød peberfrugt
1 ds hakkede tomater med oregano/basilikum
1 ds tomatpasta
1 pakke frisk pasta, helst i tynde strimler
1 ps ost til gratinering

What you do:

  • 1+2 – Squash, Aubergine og peberfrugt skæres i tern. Alle disse tern svitses lidt ad gangen i nogle minutter på en pande med olivenolie, og hældes derefter over i et ovnfast fad. 
  • 3 – Hvidløg og chili hakkes fint, og svitses også på panden i olivenolie. Efter et par minutter tilsættes kødet. Når kødet er brunet, tilsættes begge slags tomat, og det hele hældes derefter også over i det ovnfaste fad
  • 4 – Den friske pasta skæres ud i stykker af ca. 5 cms længde, og hældes også i det ovnfaste fad. Det hele røres nu godt sammen!
  • 5 – hæld ost over, og sæt i ovnen ved 175 grader i ca. 15-20 min, eller hvor længe det nu tager for osten at smelte, fyldet er jo sådan set færdigstegt.
Og ja, det var faktisk det !

Herunder ses det færdige resultat – lækker smeltet ost, som lige er nået at blive en smule lysebrun i kanterne.. Bon appetit !

Og så kan du jo lige tilføje en lækker salat, og så har du mad til 4 mennesker for under 150 kr.

Variationer: Der er egentlig mange forskellige måder at lave denne ret på. Man kan for eksempel putte champignon i, eller ærter og gulerødder. Man behøver heller ikke skære alle grøntsagerne i tern, de kan for eksempel også rives med den grove side af rivejernet. Tilføjer man en Bechamel sovs, så har man jo egentlig en slags lasagne

SU-tip: Man kan spare penge ved at bruge alm. tørret pasta i stedet for den friske. Så skal man bare lige huske at koge den i 5 min inden den tilføjes retten, ellers er den nok lidt hård at tygge.

Tagged ,

Opskrift: Lækker, cremet guacamole

Der er så mange retter, hvor en lækker, hjemmelavet guacamole er helt fantastisk som tilbehør!

Opskriften her passer til ca. 4 personer (måske lidt flere alt efter retten)


What you need:

4 modne avocadoer
4 gode spsk cremefraice
saft fra 1/2 citron
2 fed presset/meget finthakket hvidløg
1 tsk salt
1 tsk peber

What you do:

  1. Avocadokødet pilles ud med en ske, og kommes i en skål.
  2. Så skal det have en tur med stavblenderen. Har du ikke en stavblender, som er ligeså fantastisk som min, kan ‘masning’ med en gaffel sagtens gå – du får nok bare lidt flere klumper.
  3. Jo længere tid du blender, jo mere cremet og fin bliver konsistensen.
  4. Til sidst røres citronsaft, creme fraiche og hvidløg i, og der smages til med salt og peber.
Er du så så heldig, at du også har noget kylling, diverse grønt og nogle fajitas/wraps, ja så har du jo et måltid 🙂
Variationer: Man kan også røre salsa eller hakkede jalapenos i guacamolen, for at give lidt ekstra ‘bid’.
Tagged ,

Opskrift: Ryd-Op-i-Køleren-Tærte

En god måde at kombinere oprydning, madlavning og at spare penge, er ved at lave en tærte.
En af de gode ting ved tærter er nemlig (udover den åbenlyse MUMS-faktor) at man kan putte næsten hvad som helst i dem.

Grundelementerne i en tærte er jo blot en dej og en æggemasse med noget ost i, og så er der ellers ingen grænser for, hvad man kan putte i af fyld !

Jeg fandt for eksempel følgende ting i vores køleskab idag:

Der var nogle cherrytomater, to kyllingefileter, en rød peber samt en rest af noget rucola, lidt feta og en smule hytteost. Det eneste jeg manglede var dermed en tærtedej og nogle æg, og Voila, så er der lækker tærte 🙂

Opskriften kommer under billedet her:

Tærtedej:
Det er ok at snyde! Jeg bruger Maizenas ‘Grov Tærtedej’, der skal kun tilsættes vand, og den er super nem at rulle ud.
ca 10 g. smør til smøring af tærtefad

Ægge-/ostemasse:
4 æg
et skvæt mælk
en lille håndfuld feta
3 spsk hytteost
2 tsk salt
1 tsk peber

Tærtefyld:
Lige hvad du har lyst til! Her er følgende brugt:
2 kyllingebrystfileter
ca. 15 cherrytomater
1 rød peberfrugt
en stak rucola
1 spsk paprika
lidt chili krydderi (endnu bedre med en frisk, udkernet og hakket chili)
3 fed hvidløg
Olie til stegning

Først – Ovnen tændes på 175 grader varmluft.

Dejen blandes med vand og rulles ud efter anvisningerne på pakken.
Tærtefadet smøres grundigt med smør, inden dejen lægges i.

Kyllingen ‘pudses’ for fedt og evt. sener og skæres ud i små stykker.
Olie varmes op på en pande, og paprika og chili svitses i olien, inden kyllingen kommer på.
Kyllingen skal ikke nødvendigvis gennemsteges, da tærten jo skal i ovnen senere, og man risikerer dermed tørt kød. Hæld kyllingen i en skål efter endt stegning.

Tomat og peberfrugt skylles, skæres ud og svitses på samme pande. Hældes i skålen med kyllingen efter endt stegning.

Hvidløg knuses med siden af kniven, og skæres i skiver. Svitses meget kort på panden sammen med rucola, som derefter hældes i skålen til det andet fyld.

Fyldet er nu færdigt. Så mangler blot ægge-/ostemassen:

Æggene slås ud i en skål for sig selv og piskes sammen med mælken. Salt og peber røres i, smuldret feta og hytteosten tilføjes ligeledes.

Nu kan fyldet i skålen røres rundt for at få det blandet, hæld evt. overskydende væske fra, inden fyldet hældes over i tærtefadet.
Når fyldet er spredt godt ud i tærtefadet, hældes ægge-/ostemassen over.
Brug evt. en ske/gaffel til at fordele det hele jævnt i fadet.
Fold evt. overskydende tærtekant ind over tærten, eller skær den væk.

Så skal tærten bare passe sig selv i ovnen i ca. 50 min.
Bagetiden svinger meget, alt efter hvilken fyld der er brugt og hvor stort tærtefadet er, men den er færdig, når den er lækker lysebrun og ikke flydende indeni – det er jo trods alt æg vi har med at gøre 🙂

Inspiration til andet fyld: rejer og porrer – bacon og broccoli – champignon og skinke – bøffelmozzarella, pesto og cherrytomater… osv. Det er kun FANTASIEN som sætter grænser !
Angående ægge-/ostemassen: Hytteost og feta er ikke en nødvendighed. De fleste bruger bare æg og mælk og så lidt revet mozzarella.

Tagged ,

REVIEW FOOD: Anmeldelse af ‘The Burger Joint’

Middel LIR og SPIR til byens nye burgerbar ved Åen.

‘The Burger Joint’ er et forholdsvist nyåbnet spisested i Aarhus. Cafeen åbnede i den “nye” ende af åen 1. juni, og konceptet er anderledes fra, hvad man ellers finder langs åens promenader.

Som cafeens navn subtilt antyder, beskæftiger man sig her med burgere, og derudover er det muligt at få sandwiches og salater. Dette lyder godt nok ikke fremmed for kvarteret, men hos ‘The Burger Joint’ bryster de sig af, at næsten alting er hjemmelavet, lige fra fuldkornsbollen til fritternes dyppelse.
Vi var to afsted til en sen frokost fredag den 10. august, og vi var udemærket tilfredse.
Vi betilte begge deres ‘Amerikanske Burger’ til 109,- og denne var rigtig god. Fuldkornsbollen var lækker sprød, fyldet i burgeren var friskt og sprødt, der var både bacon og cheddar i burgeren (mums), samt en perfekt afmålt mængde ‘snask’ mellem lagene. Selvom undertegnede ellers er inkarneret Heinz-spiser, er hjemmerørt ketchup, mayo og sennep altså lidt af et hit.
Bøffen i burgeren var lidt i en kategori for sig. Først og fremmest er der ikke tale om en helt almindelig stegt hakkedreng, men derimod var det meget tydeligt, at kødet er rørt op med noget. Dette ‘noget’ er først og fremmest krydderier, men vi var begge overbeviste om, at der var rørt noget andet i kødet også, for at få bøffen til at virke mere svampet, for det var en usandsynligt blød hakkebøf der var i burgeren. Derudover bar smagen tydeligt præg af grill fremfor pande.
Om man kan lide sådan en blød ‘grill hakkedreng’, er vel som med alt andet mad en smagssag – i vores tilfælde faldt det ud 50/50.
Der var også fritter med til burgeren, og her var der tale om lækre kartoffelbåde med skræl på, som har været en tur i frituren. Fritterne var dejligt sprøde, og ikke ligeså fedtede som sådan nogle kan være.
Til fritter hører jo som bekendt også dyppelse, og her opstår der lidt af en plus/minus situation. ‘The Burger Joint’ rører også selv dyppelsen til fritterne, og der er imponerende 9 slags at vælge imellem, hvoraf man måske ikke engang har hørt om dem alle før (for eksempel ‘Kajmak’ – en friskost). Vi fik begge aioli, og den var virkelig god, men også stærk, som i chili, ikke hvidsløgsstærk, selvom dette ikke var nævnt på kortet. 
Minusset for mig opstår, hvor ‘The Burger Joint’ tager 15,- for dyppelsen, som man så får serveret i en forholdsvist lille portion. Jeg synes, at de 15,- er lidt dyrt for noget, man ikke kan undvære til sine fritter, og jeg havde egentlig gerne set, at der var mulighed for at prøve flere end én af deres spændende dyppelser, men jeg har ikke lyst til at betale hvad det koster – oh, life of a student..
Til maden fik vi begge en soda, og her tager ‘The Burger Joint’ 32,- for hvad jeg vil skyde på var 33 cl. Igen, det er en smule overpriced i forhold til beliggenheden, cafeens størrelse og serviceniveau. Men okay, der var selvfølgelig også et lille stykke salat i min soda – måske det var en ekstra feature?
Men misforstå mig nu ikke, det var et udemærket måltid, der var venlig betjening, og cafeen er også udemærket indrettet, men stedet er småt, en smule kedeligt, og så er akustikken enormt dårlig, og de folk der var på arbejde i køkkenet talte meget højt med hinanden, så på trods af at vi kun var fire mennesker i cafeen, var det faktisk svært at tale sammen.
Let’s get down to bizz – hvad scorer ‘The Burger Joint’ i LIR, som er overall-karakteren for oplevelsen og maden, og i SPIR, som er hvor højt de rangerer på min “dyrheds-studieuvenlige skala”, altså hvor dyrt er det?

Svaret er middel på begge parametre
LIR: * * *
SPIR: € € €
Opsummerende skyldes dette, at maden og det hjemmelavede koncept er godt, men let’s face it – de andre å-cafeer bruger altså heller ikke standardboller fra Paaskebrød til deres burgere, og selvom aioli’en er virkelig lækker, burde den ikke koste 15 ,- efter min mening. Men en samlet pris for to personer på 312,- er okay studievenligt, og cirka en lille tyver under kvarterets prisniveau for samme menu, og det kan vi jo godt lide – SÅ en lille anbefaling herfra.
Stedets Info
Adresse:
Åboulevarden 51, 
8000 Århus C
Tlf.: 86 68 67 00
Tagged ,