Tag Archives: dumme mennesker

Mig og mine politikker…

Jo ældre man bliver, jo mere sær bliver man også. Har jeg hørt. Jeg er “kun” 26, men jeg har allerede udviklet en del særegne politikker, som jeg troligt lever efter…

En fellow-nystartet-blogger Skalotte skrev torsdag et indlæg om, hvordan hun reagerer, når telefonen ringer, og hun ikke ved, hvem der er i den anden ende. Det fik mig til at tænke på, hvordan jeg egentlig selv reagerer i samme og lignende situationer.
Jeg kunne hurtigt konstatere, at jeg faktisk ubevidst har udviklet en del politikker – nogle mere hensigtsmæssige end andre;)
Semi-sympativækkende-billede af Joey og mig indsat, så I måske stadig kan lide mig bagefter… 😉
1) Jeg tager ALDRIG telefonen, hvis den ringer med hemmeligt nummer. Helt ærligt – hvem idag, udover sælgere og Gallup, ringer med hemmeligt nummer? Ingen af de nævnte har jeg noget større ønske om at tale med, så det nemmeste er selvfølgelig ikke at svare. 
Jeg skal ikke udelukke, at jeg er nødt til at modificere denne politik, når jeg bliver færdig med mit speciale og skifter status til jobsøgende.. Det er vel ikke så smart at gå glip af et job, fordi man sidder og gnægger “fuck dig, Gallup” mens drømmejobbet blinker “Skjult nummer” på displayet. Men den tid den sorg.


2) Jeg lægger på med det samme, hvis en sælger alligevel slipper i gennem nåleøjet. Jeg har bemærket, at nogle telemarketing firmaer er begyndt at ringe fra almindelige numre. Måske dette skyldes, at for mange har adopteret min politik nr. 1, jeg ved det ikke. Men jeg ser ærligt talt ingen grund til at være undskyldende høflig over for telefonsælgere – så snart de har præsenteret sig, lægger jeg på. Helt koldt. 
Jeg ser på det sådan her: Uanset hvad de kunne finde på at sige, så er jeg ikke interesseret. Der er ingen grund til, at vi skal spilde hinandens tid med flg. ordveksling: “Jeg er ikke interesseret” – “Det tager kun to minutter, og jeg skal bare lige..” – “Nej, jeg er virkelig ikke interesseret” – “Heller ikke hvis jeg siger, at jeg måske kan spare dig for 200 kr?” – “Nej, for det ved jeg du ikke kan, og jeg er ikke interesseret, så jeg lægger på nu. God aften” – Nej,vent..” *klik* 
Kan I se hvad jeg mener? Så er vi begge hurtigt videre, og han kan få fat i en kunde, som han måske rent faktisk kan sælge noget. Jeg tvivler oprigtigt på, at jeg på mit dødsleje vil spekulere over hvad ham fra Inkclub egentlig ville…………

3) Jeg åbner aldrig døren, hvis jeg ikke venter gæster. Jeg hader seriøst uventede gæster. Så er det sagt. Jeg elsker min familie og mine venner, men jeg ville ikke synes det var fedt, hvis de kom uanmeldt på besøg. Derfor åbner jeg heller aldrig døren, hvis jeg ikke har en aftale med nogen. 
Sidste gang jeg (i et akut anfald af forvirring og lige-kommet-ind-ad-døren-stress) alligevel formastede mig til at åbne døren, var det til tre små piger, som var ude at rasle til Halloween – Ahmen altså.. Så står valget i mellem at give dem en tale “om danske traditioner og det sjove ved trick-or-treat kontra pengenasseri” (de var ikke engang klædt ud, ej heller kunne de synge…) eller bare lyve og sige, at man ikke har nogen småpenge.. Jeg valgte det sidste, omend jeg følte et stik af dårlig samvittighed – lige indtil den ene pige kækt siger “Vi tager også pantflasker, det har I mange af herude!” Thumbs up til Mini-Sherlock, som vist ikke helt tilfældigt havde udvalgt vores studieboligområde..

4) Jeg ignorerer Facere. Jeg ved ikke, om denne sidste politik gør mig til et decideret dårligt menneske, for det føltes ærlig talt lidt hårdt i starten.. But here goes. Hvis du ikke er helt med på, hvad en facer er, så er det de stakkels (pisse-irriterende-alt-for-kæksmarte-typisk-meget-unge) mennesker, hvis job går ud på, at stoppe dig på gaden og sælge dig noget. Det kan være alt muligt – både WSPA, Amnesty, Fullrate og diverse andre mobilselskaber har gjort brug af netop facere. Og jeg g-i-d-e-r dem i-k-k-e! 
Så min nyeste politik går på, at jeg simpelthen slet ikke svarer dem. Jeg kigger på dem, måske smiler jeg til dem (på en god dag), men der kommer ikke ét ord over mine læber. Og det virker! Egentlig er denne politik vel en tilpasset version af nummer 2, for hele finten ved at undgå sælgere er nemlig, at du ikke skal give dem noget at “bygge på” eller svare tilbage på, da det netop er det, som de er trænet i. 
Jeg ser på det på denne måde: Jeg er ikke specielt udvalgt af netop denne facer. Han har ikke stået på sin flise (..fnis) hele dagen og ventet på netop mig. Han stopper hvem som helst, der går forbi ham, og derfor er det han vil mig ikke anderledes, end de henvendelse jeg får i min spam-boks på min mail-adresse. Han henvender sig egentlig ikke personligt til mig, men til alle på gaden, og derfor behøver jeg heller ikke svare ham personligt. 
Kan I følge mig? …eller er jeg bare en lort? 😉
Nå jo – der er lige én til. Det er egentlig ikke en politik i samme stil som de andre, men alligevel noget, som kan sættes på en liste, og som jeg får et indvendigt, lille sadistisk grin ud af en gang i mellem: Jeg lyver i Bilka. Say what? Jep, lyver. I ved godt, at man nogle gange bliver spurgt efter postnummer, når man handler? Det er noget med nogle kundeundersøgelser i forhold til deres markedsføring (tror jeg). Anyways – jeg siger altid “2860 Søborg” med iskoldt sten-ansigt.. I’m such a badass…
Nå, det var så lige et kig i mine hjerne-krøller – Har du nogle skøre politikker eller principper, som du troligt håndhæver? 🙂
Selv Joey genovervejer nu sin position…
Tagged