REVIEW FOOD: Anmeldelse af ‘The Burger Joint’

Middel LIR og SPIR til byens nye burgerbar ved Åen.

‘The Burger Joint’ er et forholdsvist nyåbnet spisested i Aarhus. Cafeen åbnede i den “nye” ende af åen 1. juni, og konceptet er anderledes fra, hvad man ellers finder langs åens promenader.

Som cafeens navn subtilt antyder, beskæftiger man sig her med burgere, og derudover er det muligt at få sandwiches og salater. Dette lyder godt nok ikke fremmed for kvarteret, men hos ‘The Burger Joint’ bryster de sig af, at næsten alting er hjemmelavet, lige fra fuldkornsbollen til fritternes dyppelse.
Vi var to afsted til en sen frokost fredag den 10. august, og vi var udemærket tilfredse.
Vi betilte begge deres ‘Amerikanske Burger’ til 109,- og denne var rigtig god. Fuldkornsbollen var lækker sprød, fyldet i burgeren var friskt og sprødt, der var både bacon og cheddar i burgeren (mums), samt en perfekt afmålt mængde ‘snask’ mellem lagene. Selvom undertegnede ellers er inkarneret Heinz-spiser, er hjemmerørt ketchup, mayo og sennep altså lidt af et hit.
Bøffen i burgeren var lidt i en kategori for sig. Først og fremmest er der ikke tale om en helt almindelig stegt hakkedreng, men derimod var det meget tydeligt, at kødet er rørt op med noget. Dette ‘noget’ er først og fremmest krydderier, men vi var begge overbeviste om, at der var rørt noget andet i kødet også, for at få bøffen til at virke mere svampet, for det var en usandsynligt blød hakkebøf der var i burgeren. Derudover bar smagen tydeligt præg af grill fremfor pande.
Om man kan lide sådan en blød ‘grill hakkedreng’, er vel som med alt andet mad en smagssag – i vores tilfælde faldt det ud 50/50.
Der var også fritter med til burgeren, og her var der tale om lækre kartoffelbåde med skræl på, som har været en tur i frituren. Fritterne var dejligt sprøde, og ikke ligeså fedtede som sådan nogle kan være.
Til fritter hører jo som bekendt også dyppelse, og her opstår der lidt af en plus/minus situation. ‘The Burger Joint’ rører også selv dyppelsen til fritterne, og der er imponerende 9 slags at vælge imellem, hvoraf man måske ikke engang har hørt om dem alle før (for eksempel ‘Kajmak’ – en friskost). Vi fik begge aioli, og den var virkelig god, men også stærk, som i chili, ikke hvidsløgsstærk, selvom dette ikke var nævnt på kortet. 
Minusset for mig opstår, hvor ‘The Burger Joint’ tager 15,- for dyppelsen, som man så får serveret i en forholdsvist lille portion. Jeg synes, at de 15,- er lidt dyrt for noget, man ikke kan undvære til sine fritter, og jeg havde egentlig gerne set, at der var mulighed for at prøve flere end én af deres spændende dyppelser, men jeg har ikke lyst til at betale hvad det koster – oh, life of a student..
Til maden fik vi begge en soda, og her tager ‘The Burger Joint’ 32,- for hvad jeg vil skyde på var 33 cl. Igen, det er en smule overpriced i forhold til beliggenheden, cafeens størrelse og serviceniveau. Men okay, der var selvfølgelig også et lille stykke salat i min soda – måske det var en ekstra feature?
Men misforstå mig nu ikke, det var et udemærket måltid, der var venlig betjening, og cafeen er også udemærket indrettet, men stedet er småt, en smule kedeligt, og så er akustikken enormt dårlig, og de folk der var på arbejde i køkkenet talte meget højt med hinanden, så på trods af at vi kun var fire mennesker i cafeen, var det faktisk svært at tale sammen.
Let’s get down to bizz – hvad scorer ‘The Burger Joint’ i LIR, som er overall-karakteren for oplevelsen og maden, og i SPIR, som er hvor højt de rangerer på min “dyrheds-studieuvenlige skala”, altså hvor dyrt er det?

Svaret er middel på begge parametre
LIR: * * *
SPIR: € € €
Opsummerende skyldes dette, at maden og det hjemmelavede koncept er godt, men let’s face it – de andre å-cafeer bruger altså heller ikke standardboller fra Paaskebrød til deres burgere, og selvom aioli’en er virkelig lækker, burde den ikke koste 15 ,- efter min mening. Men en samlet pris for to personer på 312,- er okay studievenligt, og cirka en lille tyver under kvarterets prisniveau for samme menu, og det kan vi jo godt lide – SÅ en lille anbefaling herfra.
Stedets Info
Adresse:
Åboulevarden 51, 
8000 Århus C
Tlf.: 86 68 67 00
Tagged ,

En femmer for dine tanker...