Jeg har sendt Nick en tur på Hærvejen, og jeg er derfor alene hjemme helt indtil SØNDAG!
Shit, der er mange ting, der skal nås på 5 alene-dage, og store spørgsmål melder sig:
Hvor mange poser chips kan jeg nå og/eller er det acceptabelt at spise inden søndag? Hvor mange afsnit af Orange is the New Black kan jeg nå at se inden på søndag, og mon det bliver godt nok vejr til at tage på Strandbar lige efter job på fredag? Decisions, decisions..
Nick ringede til mig lidt over middag fra et sted i den midtjyske natur. Han stod under et træ i silende regn, og en ulv hylede i det fjerne, men lyden kom tættere og tættere på for hvert hyl. Hvad jeg sagde var: “Årh, den er da sikkert meget mere bange for dig, end du er for den…” Imens lavede jeg et mentalt notat om at tjekke op på, om forsikringen dækker “død-ved-frådende-ulve-angreb”. Just in case.
Udover at jeg selvfølgelig bekymrer mig om at få en kæreste hjem uden arme (hvem skal så vaske op?) og hoved (hvem skal jeg så kysse?… udover katten?), så nyder jeg faktisk lidt at have noget alene-tid. Jobbet er som sædvanligt både travlt og langt væk, så en gang i mellem er det virkelig rart at komme hjem og være helt alene.
Indtil videre er mine første alene-timer blevet brugt på at lave mad, blogge (duh!) og spise Magnum is med katten på skødet. Det må vi godt, når Nick ikke er hjemme.

Nogen tigger is, selvom han faktisk ikke kan li’ det. Jeg kender godt følelsen af, at man da alligevel gerne vil spørges..?
Resten af ugen har jeg heldigvis arbejdsplads på havnen i Århus, så jeg kan sove længe og har tilmed kun tyve minutters transport – ren luksus for mig! Ellers har jeg vilde planer om at forkæle mig selv med shopping, Netflix binging og noget vin og drinks efter job på fredag – og så på søndag, når Nick kommer hjem, helt ulve-molestreret, har jeg måske endda savnet ham nok til at være den, der tager opvasken, nu hvor der er en reel chance for, at han ingen arme har. På den anden side – ingen arme, ingen småkager… hmm. Jeg må lige tænke over det 🙂
I øvrigt – hvis du ikke lige har hørt om Hærvejen, eller hvis du bare er nysgerrig, så kan denne rute gennem Jylland VIRKELIG anbefales som feriebeskæftigelse. Hvis du ikke er frisk på vandreruten, som alligevel helst kræver 25-35 km om dagen med oppakning, så er der også en cykelrute, hvor selv børn kan være med. Det er fantastisk smukt og en oplevelse for livet.
Jeg gik fra Vejen til Viborg med min BFF for 3 år siden.
Ikke mere fra mig for nu – jeg har ting, der skal binges!
<3
De der ulve er helt vildt uhyggelige! Men kan gætte, han så er i mit hood. Little Red Hood… En kat, der ikke kan lide is? Crazy world…
Jamen sådan er det jo i Jylland, vi har alle ulve i baghaven, så vi er vant til det jo:)
Joey elsker is.. Og ostehapser..