KirLir

Jeg er stor fan af Steen og Stoffer, som er Bill Watersons tegneserie om en lille dreng og hans tøjtiger, og jeg vil gerne fortælle hvorfor – jeg har altid kunnet relatere, på alle tidspunkter i mit liv.

Da jeg var barn, kunne jeg relatere, fordi jeg selv mente, at mine tøjdyr var levende, og jeg syntes det var uendeligt sjovt, når Steen beskrev sin mad som orme, grønt slim eller kun ville spise grøntsager, hvis han troede, at det var giftaffald.

Af Bill Waterson

Senere, i takt med at jeg blev ældre, var der flere og flere af pointerne, som gik op for mig, og jeg kunne relatere til Steen og hans tøjtiger på en helt ny måde, selvom jeg dog endnu ikke har haft modet til at anvende Steens teknikker i nogen af mine eksamener.

Af Bill Waterson

Og nu, hvor jeg står på “den gode side” af studiet og er færdiguddannet, kan jeg endnu engang relatere til Steen og Stoffer, da min nuværende hovedbeskæftigelse, jobsøgning, minder uendelig meget om ét langt spil Stofferbold.

Hvis du ikke er bekendt med Stofferbold, så er du først og fremmest gået glip af en masse. Derudover kan Stofferbold kortest muligt forklares som et spil, hvor spillerne ikke kender reglerne, eller ihvertfald overvejende opfinder dem hen ad vejen.

Et af de bærende elementer i Stofferbold er, at intet spil må være det samme som sidst, og at ingen af reglerne må genbruges, udover reglen om at ingen regler må genbruges. Her er et eksempel på et spil, der hurtigt udvikler sig til Stofferbold:

Af Bill Waterson

Jeg ved ikke, om du kan se min pointe, men lad mig forklare, hvorfor jeg mener, at jobsøgning og Stofferbold har uendeligt meget tilfælles.

Først og fremmest er der en masse regler, som man skal overholde, når man gerne vil have et job. Problemet er bare, at man ikke helt ved, hvad disse regler indebærer. Det er noget med, at man sender en masse ansøgninger og får en masse afslag, hvor man blandt andet får at vide, at virksomhederne har valgt nogle kandidater, som har mere erfaring.

Jamen OK, jeg venter bare lige her, på at jeg får noget mere erfaring, alternativt må jeg udarbejde en lusket metode til at skaffe mig af med samtlige kandidater med mere erfaring end mig selv.

Senere i forløbet opdager man så, at det ikke nødvendigvis alene er erfaringen det kommer an på. Faktisk viser det sig, at selve ansøgningsskrivningen er et strategi-spil i sig selv.Vendinger og udtryk, som du måske tror er udtryk for høflighed og god stil, er absolutte no-gos, men det finder du selvfølgelig først ud af bagefter.

Hvis du for eksempel bruger en vending som “jeg håber, at min ansøgning har vakt jeres interesse, og at I vil møde mig til en samtale..“, så har du åbenbart allerede tabt. Denne vending er nemlig med til at signalere, at du er i en “underdanig position” i forhold til arbejdsgiveren, og de får ikke lyst til at “forbarme sig” over dig og hyre dig.

Omvendt må du hellere ikke være for selvsikker og gøre opmærksom på, at du selv mener, at du vil være et aktiv for virksomheden, for det skal de selv nå frem til – ingen kan lide at få at vide af andre, hvad de skal tænke, og det gælder i høj grad her. Åbenbart.

Alle disse regler (og endnu flere) kender du ikke fra dag 1, men du lærer dem at kende i løbet af processen via møder i A-kassen, artikler på nettet, blogs og andre medier og ved at kigge på, hvad der har virket for andre.

Af Bill Waterson

Min A-kasse fortæller, at kandidater som jeg i gennemsnit er ledige i et halvt år, inden det første job er i hus. Det tror da pokker, når det skal være så svært at lære “job-spillets” regler. Men indtil det lykkes, er der ikke andet for, end at spille med så godt jeg kan og krydse fingre for, at jeg snart fanger alle spillets nuancer.

Af Bill Waterson