Den dag handicapjokes bare ikke var sjove længere

Fuck. Kender I det, at man siger noget virkelig dumt på et virkelig dårligt tidspunkt?

Jeg var i Bilka den anden dag (surprise!) og står i kø ved kassen med min kæreste. Kunden foran os har stablet 5 pakker toiletpapir på båndet, så min kæreste har lidt svært ved at nå skillerten (I ved, den der man sætter efter sine varer), og han må lave en lidt skør bevægelse for at få fat i den, så jeg udbryder grinende “Hvaaaaa, er du handicappet eller hva’?” med en snert af snøvlen i stemmen for liiiige at tilføre lidt ekstra effekt..

Jeg kan godt selv høre, hvor enormt upassende det lyder, når jeg læser det for mig selv, men det gjorde jeg altså, og jeg må indrømme, at det ikke er første gang. Det er lidt en stående joke i vores ene vennekreds, og jeg tror, at udtrykket stammer fra et ældre show med Mick Øgendahl, for jeg synes, at jeg kan høre ham sige noget i den stil.

Men men men, historien er ikke slut – da vi har betalt og går fra kassen, kaster min kæreste et hurtigt blik bagud og ser, at kunden bag os er en handicappet fyr, formentlig udviklingshæmmet, som står ved kassen med sin mor…. Fuck… Han fortæller mig det, da vi er henne ved udgangen, og jeg kunne have gravet mig selv ned i hul!

Shame

Jeg synes faktisk overhovedet ikke, at det er sjovt, jeg er bare nødt til at dele det med jer, fordi jeg simpelthen har så dårlig samvittighed! Jeg håber ikke, at han stod der, da jeg sagde det, og hvis han gjorde, så håber jeg ikke, at han følte, at det var ham, jeg gjorde grin med.

Jeg ved godt, at alle har forskellige grænser, og både almindelige folk og stand-uppere laver sjov med handicappede, syge, minoriteter osv. i det offentlige rum hver eneste dag – men der er fandme forskel på at fortælle en joke om jødekager og gasovn til en ven og på at fortælle samme joke direkte til/foran én, som har mistet familie i en koncentrationslejr. Nogle ting skal man bare holde inde i sit hoved, Kir!!

Måske tænker I, at jeg overdriver lidt, men jeg håber, at I kan følge min tankerække. Selvfølgelig hverken kan eller skal man tage hensyn til alt og alle, hver gang man åbner munden, men det er tilladt at tænde for hjerne-kontakten og overveje, om nogen, som ikke kan gøre for det, bliver ked af det man siger. Som minimum skal rummet lige scannes (hermed noteret).

Puuh, jeg har bare SÅ dårlig samvittighed, og jeg føler virkelig, at jeg har lært noget af den her fuck-up. Nogle af jer synes måske, jeg overdriver helt vildt, andre tænker nok, at jeg er jordens dårligste menneske, da vi som sagt alle har forskellige grænser. Men det går mig sgu’ på, at jeg måske har gjort nogen ked af det, og det er ihvertfald sidste gang, at jeg bruger den (og lignende) vendinger i offentligt rum, uanset hvem der så står bag ved mig.

Tagged , , ,

8 thoughts on “Den dag handicapjokes bare ikke var sjove længere

  1. Jeg kan så godt følge dig, og jeg ville kunne have lavet helt samme nummer, og jeg ville have haft dårlig samvittighed også. Men det synes jeg altså ikke du skal have 🙂 Nu ved jeg jo INTET om ham der stod bag jer eller hans mor for den sags skyld. Men jeg har selv en storebror der er udviklingshæmmet, og han ville overhovedet ikke føle sig truffet af din kommentar. Han ville sikkert ikke engang lægge mærke til det, fordi han ville være optaget af det (Formentligt nye stykke legetøj) han skulle købe eller være koncentreret omkring at det snart var hans tur og alt sådan noget. En ringe trøst, for jeg ved jo intet om, hvordan ham bagved reagerede på det, men det er i hvert fald en mulighed, at han slet ikke registrerede det 🙂

  2. Cæcilie siger:

    Den kan jeg muligvis slå, den der… hold fast, for det bliver grimt.
    Jeg sidder til en fest, en af hans venner er der også, og han er en af de tidligere nabobørn fra mit hood, så jeg kender ham godt. Vi sidder og snakker i lang tid, og mens alkoholen flyder, bliver det også til jokes. Jeg har de seneste mange år haft den dårligste vane med at bruge “din mor…” lige lovlig meget. Vi sidder og griner og snakker, og han siger noget, hvortil jeg nærmest råbegriner “jaaaererh, din mor man!” – … bagefter var jeg ved at dø af skam, for da jeg hørte mig selv sige det, kom jeg i tanker om, at hans mor jo havde begået selvmord nogle år forinden. Kæft jeg skammede mig!

    • Kirlir siger:

      Av av av… den er heller ikke god. “Heldigvis” er det sådan lidt en standard-joke, som mange bruger, plus du var fuld, så jeg tænker ikke, at man bliver meget stødt over det, men jeg kan godt forstå dig, jeg havde haft det ligesådan. Tak fordi du deler 🙂

  3. Louise H. siger:

    Jeg ved præcis hvordan du har det! Da jeg var omkring 13-14 år var min standard-talk back “din spasser”. Jeg sagde det virkelig, virkelig meget. Jeg var så til et offentligt arrangement, hvor min ven blev ved med at drille mig, og jeg sagde meget højt “stop så din spasser”. Lige bag mig sad der åbenbart en mor med sit handicappede barn i kørestol. Lige efter jeg sagde det, rejste moren sig og kørte hendes søn et andet sted hen at sidde, men sørgede for at gå forbi mig så jeg vidste at det var på grund af mig. Jeg havde det SÅ DÅRLIGT, og har aldrig sagt det siden.

    • Kirlir siger:

      Aaaaij, ja, så er man da ikke i tvivl om, hvorvidt man har trådt nogen over tæerne, puuuuh, den er heller ikke sjov! Jeg sagde det også selv meget i ca. den alder, sammen med “skod”, som så nogle gange blev til “skod-spasser”.. not cool..
      Jeg kan så fortælle, at min grandfætter har arbejdet på en højskole, hvor eleverne har forskellige handicaps, og her kalder man de ansatte for “spasser-passere”, så jeg ved, at nogle spastikere osv. faktisk bruger det i sjov om sig selv. Men det er selvfølgelig ikke helt det samme. Tak fordi du deler 🙂

  4. Fossdal siger:

    Min mor arbejder med handicappede, jeg har tit været på hendes arbejde. Der er tonen rå (på den kærlige måde). Det er jo bare en talemåde. Jeg er sikker på at ham der stod bag dig ville være ham der grinede højst af din kæreste, hvis han havde hørt dig.

En femmer for dine tanker...