Gode råd til nye studerende

Først og fremmest KÆMPE TILLYKKE, hvis du er en af de heldige, som i år slap igennem nåleøjet – det var alligevel hver fjerde, som ikke kom ind på drømmestudiet, men tillykke til dig!!

Jeg tænkte, at jeg ville forfatte et (lidt langt) indlæg med nogle ting, som jeg gerne ville have vidst, inden jeg selv startede på mit studie:

1) Det er hårdt arbejde!
Uanset hvor nemt du havde det i gymnasiet, skal du forberede dig på at arbejde hårdt på din videregående uddannelse – og her taler jeg af min egen “formerly known as frk. 11-tal” erfaring.
I gymnasiet fik man især gode karakter ved at deltage, være aktiv, turde byde ind osv., også selvom du ikke havde læst. Men det hjælper dig altså ikke, når du på Uni sidder til en 4 timers skriftlig eksamen, uden hjælpemidler, anonymiseret af dit eksamensnummer og skal svare på, hvad hermaneutik og positivisme indebærer.. eller hvad ved jeg (jeg dumpede vist i øvrigt den eksamen). Men hvor tiltalende det end måtte være, kan du ikke tilføje følgende nederst i din besvarelse “det er mig, som er hende den søde, der altid sidder foran med hånden oppe, og tager kaffe med til dig fra pausen….” Ikke at jeg har gjort det, naturligvis ikke, men jeg er ret overbevist om, at det ville være ildeset 😉

2) De andre synes også det er hårdt arbejde!
Der er enkelte på studiet som bare synes at storme fremad, flå 12-tallerne ned fra hylderne og leve det fede studieliv udadtil, imens du sveder i ugevis for at få et 7-tal. Men ved du hvad? Sådan er det bare! Mennesker er forskellige, nogle er mestre i at gå til mundtlige eksaminer, andre har klæbehjerne og andre igen skal arbejde rigtig, rigtig hårdt for at opnå topkarakterer. Men sidstnævnte omfatter heldigvis flertallet – du er ikke alene om at have det hårdt, langt de fleste har de ligesådan.

3) Det er ok at sige fra – du har travlt.
Familie og venner som ikke selv har erfaring med videregående uddannelser, kan godt have svært ved at forstå, hvorfor du ikke lige har tid til en middag, en børnefødselsdag eller en bytur – men du er den eneste som ved, hvor meget du skal have lavet, hvor godt du er med, og det er sjovt nok også kun dig, som det går ud over, hvis du kommer bagud, fordi du ikke siger fra. Det er ok at sige fra. Jeg har heldigvis selv en forstående familie og nogle dejlige venner, men jeg hører fra mange medstuderende, at det ofte er ligeså meget presset fra familien og ‘den evige dårlige samvittighed’ som gør det svært. Vær åben, sig du har for travlt, sig du ellers hjertens gerne ville, og sig bestemt fra, hvis nogen forsøger at give dig dårlig samvittighed, det er ikke ok.

4) Det er ok at sige ‘ikke i dag’ – du ER fattig!
De fleste studerende har omkring 1500 kr at leve for (mad, tøj, byture, gaver..) når alle regninger er betalt. Derfor er det HELT OK at sige, at man ikke har råd – i alle situationer!
Ofte føles det pinligt at indrømme, at man ikke har så mange penge, og at det er derfor, at man siger nej. Men du er altså i samme båd som langt de fleste andre studerende, og der er intet pinligt i det! For filan – du lever jo fattigt nu, i håb om at betale topskat inden du fylder 30, ikke? ..eller.. 🙂
Men derudover kan det være en fantastisk mulighed for at få åbnet op for snakken i vennegruppen om, at ting ikke altid behøver at være dyre, for at være sjove. Nogle af de sjoveste fester vi har holdt, har involveret billig hvidvin (Pisporter, anyone?), slavevodka & juice og musik fra en mobiltelefon 😉

5) Lad være med at lade dig påvirke!
Her tænker jeg ikke kun på medierne, som man skulle tro, bliver betalt for at få dig til at tro, at du er mentalt handicappet, hvis du forlænger dit studie med så meget som ét minut.
Ofte kommer der også mere eller mindre gode, omend velmente råd fra familie og venner, som har set eller hørt et sted, at man altså SKAL have et studiejob som er relevant, at man altså SKAL søge job minimum et år før man er færdig og at man SKAL have 12-taller overalt. Stop! Lad være med at lade dig påvirke – smil og sig tak, men brug i stedet studievejlederne på skolen, de ældre medstuderende, og evt. nogle, som allerede arbejder inden for dit fag.
De fleste studier holder foredragsaftener med alle mulige og umulige foredragsholdere, ligesom der findes et hav af foreninger og A-kasser, som du kan være gratis (eller ihvertfald billigt) medlem af som studerende, fx DJØF som dækker min retning. Jeg får jævnligt mails herfra med diverse tilbud om kurser, foredrag osv.
Men lyt til dig selv også. Hvis du føler dine eksaminer er for mange, så udskyd nogle. Tag et fag på summerschool, hvis du kan, så du har mere tid i løbet af året – gør, hvad DU føler er det rigtige!

6) Husk at nyde det..
Selvom det er hårdt, fattigt og til tider ensomt, er studielivet også fuldstændigt fantastisk! Medmindre du stiler mod en karriere på kanten af samfundet, vil du aldrig, aldrig, igen opleve samme grad af frihed!
Jeg ved godt, at det ikke er tilfældet på alle uddannelser, men det gælder ihvertfald for langt de fleste lange videregående uddannelser på Universitet, at man kan tage det som selvstudie, dvs. møde op til de timer man vil, læse alene når man hellere vil det, og bare tilrettelægge sine dage, som det passer én. Det er fantastisk!
Dertil kommer også, at det er de færreste arbejdsgivere, som vil acceptere, at du møder ind 20 min for sent på en tirsdag med røde øjne og en lang hale af spritånde efter dig. Min skatteretsforelæser i den anden ende af auditoriet var ret ligeglad…

Tagged

En femmer for dine tanker...