Nogle gange er jeg bare kikset. Her på det sidste, er der især to episoder, som jeg har grint af (i bakspejlet, forstås..)
Forleden var jeg i IKEA med den dejligste veninde, som havde taget den dejligste baby med sig (sin egen, forstås). I kraft af at baby er baby, skubbede veninde en vogn foran sig, og vi skulle derfor en tur med elevator, inden vi kunne gå amok blandt møbler og mennesker.
Da vi (efter at have stået i kø) kommer ind i den ene af IKEAs kæmpe elevatorer, udbryder jeg begejstret, at det må være den største elevator, jeg nogensinde har været inde i! Jeg trykker glad på knappen til 1. etage, og dørene lukker. Lidt efter lyder en ding-lyd og dørene åbner sig. ENDNU mere begejstret udbryder jeg nu højt “Wauw – man kunne næsten ikke mærke, at elevatoren kørte!!” Vi træder så ud af elevatoren – og direkte ind i samme kø, som vi lige forlod…. Jeg kigger lidt forvirret rundt på skævt-smilende mennesker, mens veninde forsigtigt konstaterer, at vi vist stadig er på samme etage… Behøver jeg sige, at der var tisse-i-bukserne-grineflip, da vi kom ind i den anden elevator? (som man i øvrigt sagtens kunne mærke køre). Ahmen altså, folk i køen må da have troet, at jeg aldrig har været i en elevator før… Jesus.
Senere samme dag skulle jeg hente sushi til os, hvor kokken spørger mig, om jeg vil have tangsalat eller edamame bønner med til min bestilling. Det fik mig til at tænke tilbage på den første gang, hvor jeg skulle bestille sushi – helt kækt bad jeg om at få lov til at prøve edderma’me bønner.. ja, som i bandeordet.. Christ.
…Men så er det jo godt, at jeg har så fantastisk meget selvironi!