.. har enten aldrig prøvet ikke at have så mange, eller også bruger de dem, de har, forkert!
Gennem hele min studietid har jeg tit tænkt, at det lyder utroligt højrøvet, når folk med hus, bil, fast job og Mallorca-ferier proklamerer, at penge ikke betyder noget, fordi de alligevel ikke gør en lykkelig.
Jeg er ikke uenig i den sidste del, og jeg synes bestemt heller ikke, at penge er alt. Men helt ærligt – hvis man har prøvet, at skulle få 400 kr. til at række til en hel måneds madbudget, at være tvunget til at gå eller cykle hver dag over alt i regn og blæst, fordi man ikke har råd til et buskort (som koster 365 kr. og mad koster altså mere end 35 kr. i måneden) og kun have råd til at shoppe to gange om året, efter jul og fødselsdag – så vil jeg vove at påstå, at selv en ekstra 100-mand har ret og kan lune helt ind i hjertekulen!
Jeg har for ikke så mange dage siden fået min første voksenløn. Dét lunede, kan jeg sige helt uden at lyve. Med en del af denne løn bookede jeg et sommerhus ved Vesterhavet i weekenden, og så tog vi ellers afsted – Clio, kæreste, kat og jeg iblandt en hulens masse oppakning, og vi havde den BEDSTE weekend! Sommerhuset var næsten dobbelt så stort som vores lejlighed og havde både opvaske- og kombivaskemaskine (vi brugte ingen af delene.. hvordan gør man?), så i forhold til så mange andre, som tager på primitive ferier, så bor vi til dagligt så småt og ligetil, at selv et forholdsvist almindeligt sommerhus er ren luksus 🙂
Men det bedste ved hele turen var selvfølgelig Vesterhavet – det er ren terapi! At kigge ud på bølgerne, at blive blæst igennem, selv dét at få sand i øjnene og finde en million rav-farvede sten uden at falde over den ægte vare er en del af oplevelsen. Min kæreste står over for en længere eksamensperiode, og denne lille get-away har hjulpet gevaldigt på hans humør og kampgejst, og jeg selv er helt fyldt op af vindblæst overskud og har det næsten som om, at jeg har været på 14 dages ferie.
Vi havde ikke kunnet tage på sådan en bette tur for bare 3 måneder siden, hvor vi hverken havde bil eller bare en anelse luft i budgettet. – Såååh, det jeg nok prøver at sige, er: Hvis du en dag møder en, som er så fræk at påstå, at penge ikke betyder noget, har du hermed min tilladelse til at sparke vedkommendes høje hest lige i røven. Og hvis vedkommende højrøvede rytter står fast på den holdning, så kunne han jo passende slippe et par håndører 😉 Hoppet fra SU til løn har for mig personligt allerede nu betydet mere frihed og færre bekymringer. Hvis det ikke betyder noget, så kald mig John. John lyder lidt fedt, så derfor.

Der ligger sådan nogle mærkelige bungalows på stranden. Jeg har hørt, at de er tyske. Mærkelig form for Ferienhaus..
Anyways – hjemmesiden vi bookede sommerhuset i gennem hedder feline.dk, og den kan bestemt anbefales, da vi faktisk kun gav 700 kr for en hel weekend i et kæmpe hus – tjek det ud, hvis du har lyst og råd, det er bestemt rigtig sundt for sjælen 🙂
– Hvis du sidder derude og har et rigtig godt tip til, hvordan man kan komme lidt væk fra det hele på en nem og billig måde, så del endelig! … og hvis du ved, om det der RAV overhovedet findes, og hvordan man egentlig finder det, så må du også gerne sige noget, for jeg er lidt begyndt at tro, at det er noget man bilder børn og tyskere ind for egen morskabs skyld..