Første møde med det virkelige liv

De seneste dage har jeg haft fornøjelsen af at blive introduceret til SYSTEMET i form af “fælles-runde-info-præsentations-spørgsmålsmareridts-møde” i både min A-kasse og på kommunens jobcenter. Jeg har ét ord til jer – Jøsses.

Okay, her kommer lidt flere: Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg nu føler mig som en sprængfarlig bombe pakket med motivation, arbejdsiver og de vildeste værktøjer til at gå ud og få mig det fede job i morgen, men ak. Der er altså ikke særligt meget motiverende ved at sidde og høre de første 15 mennesker sige “jeg brænder virkelig for at…” mens de er helt døde i øjnene, og har en let grå ansigtskulør og holdning som om, at alt gnist og håb har forladt dem.

Nogle af dem, som var til stede den ene dag, har været ledige i lang tid. Enkelte i rigtig lang tid, og det er som om, at varigheden af ledighedsperioden er proportionel med, hvor meget man har til fælles med aske. Øv.

I må ikke opfatte det som, at jeg taler ned om de andre på mødet, for dem hepper jeg selvfølgelig på, men jeg tænker, at der må være noget galt med systemet, og jeg fik helt klart styrket min fornemmelse af, at man skal så hurtigt ud på den anden side som muligt. Jeg tror, en lille del af mig fornemmer en flig af sandhed i flosklen “at være arbejdsløs er det hårdeste job”, ihvertfald i forhold til ens psyke og selvbillede. Tænk bare, hvor stor forskel der egentlig er på at sige “jeg er studerende” og dagen efter at sige “jeg er arbejdsløs”. Men samtidig er det vel også et spørgsmål om, hvad man gør det til. Jeg er stadig der, hvor jeg laver sjov med, at jeg skal sidde på en bænk og drikke øl hele dagen, men er det også min tilgang om en måned? Om tre?

Ægte cola

Trængte til en cola efter Jobcentret #proletar #hvabehar

I dag er det kun tre uger siden, at jeg fik min kandidat, og jeg er stadig så “ny”, at jeg endnu ikke har modtaget svar på nogen af de sendte ansøgninger (det får man så heller ikke altid, har jeg hørt) men jeg håber ikke, at jeg når alt for langt på aske-skalaen, inden jeg kommer i job. I så fald satser jeg på at lave en Fugl Fønix og genopstå i en bedre udgave 😉

Hvis nogen af jer sidder med tanker/erfaringer om jobsøgning osv., så del endelig i kommentarfeltet

(bloggen er ikke korrekt på bloglovin endnu, men jeg arbejder på sagen)

 

Tagged

4 thoughts on “Første møde med det virkelige liv

  1. Sofie siger:

    Jeg har været det – og jeg tror, at det er SÅ sundt at prøve! Altså at gå fra at være en succesfuld studerende, der har styr på alt til faktisk at være arbejdsløs. Selvfølgelig er der meget stor forskel på deltagere og man skal nok finde noget, hvis man er dygtig og godt uddannet, så frygten er liiiidt rigtig, men ikke sådan helt. Men det er sgu sundt at opleve hvordan de måske ville være, hvis frygten var ægte. Hvis man har en lorteuddannelse, har været ledig i mange år osv. Så begynder det at være dårligt for alvor.

    Jeg undrer mig ALTID over, at de fleste jo lige skal omkring A-kassen efter uddannelse og ALLE oplever, at der basically sidder mentalt retarderede folk i de der rådgiverrolle. Det er ikke for at være ond, men i mine fem ledige måneder, så oplevede jeg den vildeste inkompetence, dumhed og latterlighed. De mente ikke ondt, men de kunne bare ikke rigtig lægge to og to sammen. Jeg had fx selv fikset et kursus, der skulle lære mig et nyt programmeringsprog, der er ret cool. Alt var gået igennem, jeg var tilmeldt og havde fået godkendt det hele. De fuckede dagligt op i tre uger, hvor jeg ringede 5 gange hver dag, og jeg endte med ikke at komme på kurset. Fordi de lavede fejl hver dag. Altså jeg ringede til sidst og insiterede på, at de fiksede lortet, men de sagde at det der med at sende en mail, det tog 2-3 uger. Nå, jeg fik et job ugen efter, så no harm! Men hold nu op, jeg forstår ikke hvordan politikkere oprigtigt kan støtte, at systemet fungerer sådan, det er synd for folk, der er på skideren og det er tidsspild for os heldige, der sidder med en god kandidat i hånden. Nu kan man grine af det hele, men jeg var faktisk chokeret over, at de der mennesker fik udbetalt løn for direkte at ødelægge fx mit forløb. Altså…. det var så ubrugeligt :-/

    • KirLir siger:

      Tusind tak for dit input, det lyder virkelig ikke særligt fedt, at de ikke engang kunne fikse noget, som du selv havde fået i stand – øv! Godt, at du selv kunne skaffe dig i job. Jeg er selv i en a-kasse, hvor alle har mellemlang/lang videregående uddannelse, og mit første indtryk af selve a-kassens rådgivere er faktisk OK, men det er kun baseret på intromødet, hvor det var begrænset, hvor meget konkret de kom med. Men jeg finder jo nok ud af det senere 😉
      Som du også er inde på, så tænker jeg også meget over, at det desværre nok meget er op til den enkeltes egne ressourcer – hvem har en god kandidat og skal bare lige i gang, og hvem er vitterligt lidt på skideren og har brug for, at rådgiverne kan deres kram? Jeg tror helt sikkert også, at det er sundt at opleve flere sider, især hvis man tidligere har ’skøjtet’ lidt nemt over tingene 😉 Så er man jo nok også EKSTRA glad for jobbet, når man får det.

  2. Skalotteløg siger:

    Man er nødt til at have prøvet at være i systemet, før man sådan helt forstår, hvor latterligt det er.

    Har mødt et par kompetente mennesker i systemet, men desværre langt flere af dem, der bare behandler ledige som nogle nasserøve med et nummer i panden.

    Endda også i min fagforening, som også mestensdels huser veluddannede.

    Bliver nu noget ked af udtalelsen i forrige kommentar om, at hvis bare man har en god uddannelse, så skal man nok finde noget. Jeg har en god uddannelse, fik gode karakterer, har altid været vellidt som medarbejder, flittig og opsøgende. Har stadig ikke fundet noget fast, og det er fem år siden, jeg fik eksamensbeviset.

    Nu kan jeg heldigvis arbejde freelfreelance i min branche, så har bare kørt flere arbejdssteder, men det har fandme været en kamp! Og har kun fire måneders dagpenge tilbage, fordi jeg ryger ind og ud af beskæftigelse, men aldrig har nok timer i sammenhængende tre måneder til at genoptjene dagpengeretten. Mangler som oftest 10-15 timer!

    Det er frustrerende. Og jeg kæmper. Og det er fucking pisse røvhårdt, selv for en som mig, der er sådan ret ressourcestærk, og som sagt har en fin uddannelse.

    Man bliver stadig behandlet som samfundsnasser og sendt på ligegyldige kurser, hvor man skal lære at skrive ansøgninger og ringe i telefoner. For det kan en journalist jo godt have brug for, det er ikke fordi, jeg arbejder med at ramme målgrupper og snakke med folk, jo…

    Spild af tid og penge. Tid jeg kunne have brugt på at lede efter job. Ja, man bliver kørt ned af alle deres regler og bureaukrati. Det spænder så ofte ben for de ledige. Lortesystem.

    Ja, kom ud af det hurtigst muligt. Men vid, at det ikke er din skyld, hvis du ikke kan. For tanken om, at det burde jeg jo kunne, når jeg er så pisse dygtig, har virkelig kørt mig ned.

    • Kirlir siger:

      Jeg tror, at Sofies kommentar er ment som en opmuntring, men jeg kan udemærket godt se, hvad du mener. Jeg har fx også fået at vide fra min a-kasse, at “min slags” dimittender i snit går ledige 6 mdr. Nu, hvor jeg ved det, så kan jeg levende forestille mig, hvordan jeg så vil have det, hvis jeg går i 8 mdr. uden at få et job, og hvem er nærmere til at tage “skylden” end en selv?
      Men du har helt ret – man kan have nok så mange ressourcer og fine karakterer, og så alligevel blive jordet af timing, geografi, en HR-medarbejder med en dårlig dag, eller hvad ved jeg..

      Det klinger også hult, når de på jobcentret viser en graf med dimittend-ledighed, som stiger stejlt fra 16 % til 38 % omkring år 2008, pga. krisen forklares det, og grafen ikke falder igen, hvorefter der bliver sagt “så ja, hvis I bare er aktive, så skal det nok lykkedes, det er op til jer”… du har lige vist en graf, som siger, at det så absolut ikke kun er op til os??

      Man kan snildt argumentere for, at systemet er paranoidt og skærer alle over én kam – snyderkammen, men jeg har endnu ikke oplevet det på egen krop. Det kommer vist også først, når man har været ledig i 12 uger, så vidt jeg har forstået, da bliver tonen vist skrappere.

      Jeg forestiller mig, at din branche er særligt hård at trænge i gennem i. Jeg jule-ønsker for dig, at du i det nye år slår i gennem som Big Baws Mommy-blogger og tjener kassen den vej;)

En femmer for dine tanker...