Det er en hel Halfdan, hva? “Biebers bukser bulede, beliebers brølede ‘åååh’! Beliebers manglede nemlig Photoshop at forstå…”
Spøg til side. Jeg undrer mig lidt over al den her snak om Biebers (måske manglende) bule i bukserne i forbindelse med hans shoot for Calvin Klein. Der dukkede et andet billede op efter shootet, som påstås at være den uredigerede version, og forskellen mellem de to billeder er da også slående – ryg, arme, ansigt, brystkasse, lår, butt og bule er redigerede. Se selv:
Jeg vil ikke gå ind i, om det i virkeligheden er billedet til højre, som er det uredigerede, eller ihvertfald det mindst redigerede, som Bieber-lejren vist nok påstår, men jeg undrer mig stadig…
Hvorfor er folk sådan oppe at køre over, at også mænd bliver photoshoppet? og hvorfor skal Bieber mobbes for det?
Der er jokes i massevis på internettet om Biebers bule, og mange af dem er sådan lidt “Aj, haha, så havde han slet ikke sådan en stor diller i virkeligheden, hva? Sikke en kiks..”
Samtidigt er nok 99,9 % af billederne af kvindelige modeller stærkt retoucherede både i hudtone, boob size, længde på halsen, tykkelse på armene, tændernes hvidhed osv., osv.
Stort set hver eneste gang der popper et indslag op, hvor man kan se det photoshoppede og det uredigerede billede side om side, så er temaet de urealistiske idealer, som bliver opstillet for os kvinder, og hvor strengt det er, at vi bliver manipuleret til at tro, at en “almindelig krop” ikke er god nok.
Såååå, er der nogen bestemt grund til, at folk hellere vil kommentere, at Bieber har en lille diller fremfor at tale om, at vi alle, kvinder som mænd er udsat for den her form for fotomanipulation?
Det kommer ikke bag på mig, at en mandlig model får forstørret brystkassen, overarmene osv., men det overrasker mig lidt, at det så er den mandlige model, her Bieber, der står for skud…
Se lige dette 10 år gamle billede af Kiera Knightley fra plakaten til filmen King Arthur:
Producerne fik drøje hug for det her tilbage i 2004, for hvorfor måtte smukke Knightley ikke se ud, som hun var skabt? Kunne I forestille jer en overflod af kommentarer, der i stedet lød “Aj, hvor er hun kikset, hun har jo slet ikke store bryster?!”. Jeg kunne ikke. Men hvorfor sker det så nu?
Er det fordi, at det er Bieber? Er det fordi det er en dillerbule, eller er det fordi, at det er en mand?
Hvad tænker I?
Info og disclaimer: Kiera Knightley er røv sej og har faktisk på et tidpunkt stillet op til en unedited fotosession. Derudover ved ingen, om det uredigerede billede reelt er uredigeret. Men diskussionen er stadig interessant.
Amen og tak! Men tror desværre det er fordi det er Bieber. Folk elsker at hade ham. En 21årig knægt, der givet har lavet noget lort, men hvem dælen har ikke det? Forskellen er at han siden han var 14 år ikke har haft mulighed for at lave sit lort uden der var meninger om det og billeder af det. Så stik mig en femmer, for her er min tanke: Endnu engang viser folk sit dobbeltmoralske selv, og det er ærgerligt, for vi burde hellere blive ved med, også på mandesiden, at rette blikket mod dem, som ikke synes at de virkelige kroppe er pæne nok, med rynkede bryn og og rysten på hovedet. Synes jeg.
Du får en høj femmer fra mig:) det er nok rigtigt, at det er fordi, at det er Bieber, og jeg er enig i, at det lugter af dobbeltmoral..
Tror bestemt det er fordi, det er Bieber. Dem der har meget succes kan ikke tillade sig at træde ved siden af – heller ikke selvom det ikke engang er ham selv, der har redigeret billedet.
Jeg synes, diskussionen om PS er latterlig, fordi modelbilleder for mig også er en slags kunst. De skal ikke nødvendigvis vise virkeligheden, de skal være smukke, æstetiske.
Kampen for det gode selvværd skal ikke tages der, synes jeg. Den skal tages ved spisebordet, i skolen etc…
Jeg kan godt se, hvad du mener, når du siger at modelbilleder er kunst, og man har også mere end svært ved at forestille sig billeder, hvor modellerne har bumser, appelsinhud osv. Så længe alle bare er enige om, at billederne ikke er virkelighed, så er det vel også fint. Men jeg forstår det godt, når folk bekymrer sig om helt unge, og om de mon er med på, at det ikke er realistisk, og at de ikke behøver se sådan ud. Jeg er helt med på, at deres selvværd skal opbygges andre steder fra, enig:)